Rådgivning

Rådgivning før et istandsættelsesarbejde sættes igang kan vejlede og støtte planlægningsfasen for hvad der kan bevares hvad der må udskiftes. Rådgivningen hviler på besigtning og eventuelt forundersøgleser. Iagttagelser og resultater sammenfattes i en rapport som giver et samlet overblik over bevaringstilstanden, omfanget af skader og en beskrivelse af muligt konserverings/restaureringsprogram.

Udover registrering og vurdering af materialetyper, bevaringstilstand og skader kan rådgivningen også omfatte undersøgelser af historik via skriftlige kilder og gennem f.eks. analyser af farvelag og bjergartsbestemmelse eller bestemmelse af andre materialer.

Rådgivning tilbydes for såvel bygningsudsmykning som monumenter, skulptur og gravminder og kan f.eks. benyttes til brug for projektering eller f.eks. ansøgninger til Kulturstyrelse eller fonde.


Konservering

Sten med sort misfarvning, sten med revner og tabte volutter, sten med flager der falder af, overflader der drysser, gamle reparationer der sidder dårligt fast, malingsflager, grønne alger og lav der dækker stenens farve og struktur eller rustne jernankre der misfarver og sprænger stenen itu.

Er der noget at gøre ? Hvad er der at bevare når først forfaldet slører ornamenteringen? Svaret ligger i undersøgelsen og resultatet er oftest at der ér rigtig meget at bevare under laget af forfald og at det giver stor værdi til bygningens ejer eller til kommunens historie at bevare og fremhæve det eksisterende med de detaljer ,og ofte også spor af alder, der er med til at karakterisere bygningen eller monumentet.

Retningslinjen for konservering er "nænsom istandsættelse" forstået som indgreb der sikrer bevaringsværdierne ved at forhale materialets nedbrydning og fremhæve formen uden at overrestaurere og uden at tilsløre patina. Valget af de konkrete metoder følger typen af opgaver. Alt efter materialer, tilstand og ønsket resultat tilpasses de teknikker og midler der anvendes.

Konservering kan, alt efter omfanget af nødvendig indsats, omfatte mange forskellige tiltag fra forståelse, undersøgelse og dokumentation til afhjælpning af skader og genopbygning. Metoder til f.eks afrensning kan være mange og ofte benyttes en kombination. Det kan være afrensning med vanddamp, pakninger med ler eller aftræk med latex. I nogle tilfælde kan sten der "drysser" (taber løsnede korn), stabiliseres gennem at tilføre et konsoliderende middel der øger stenens sammenhængskraft. Reparationer kan være alt fra pålimning af løse fragmenter, til tætning af sår og revner, fjernelse af gamle reparationer og rustent jern, udfyldning af hulrum, fugning  m.v. Genopbygning af f.eks skårede kantforløb udføres med restaureringsmørtel. Større tab der skal reetableres i ny sten udføres i samarbejde med stenhugger. Endelig udføres også opmaling eller forgyldning af inskription eller monogrammer. Bevaringen giver nyt liv til facaden eller monumentet eller hvad det nu måtte være, både ved at fjerne de slørende og skadelige lag af udfældning og misfarvning og samtidig få struktur og detaljer til at fremstå mere tydelige. Forfaldet udsættes og der anbefales et løbende vedligehold for at sikre bedst mulige vilkår fremover.  I den afsluttende konserveringsrapport kan gode råd om vedligehold anføres.